Efteruddannelse i Eksistentiel Psykoterapi

Udskriftsvenlig udgave

Næste hold starter efterår 2012.

Den 1-årige efteruddannelse i eksistentiel psykoterapi har fokus på:

  • at udvikle deltagernes evne til at tænke, leve og udveksle eksistentielt
  • at træne evnen til at forholde sig eksistentielt i mødet og samarbejdet med klienten
  • hvad det indebærer at arbejde eksistentielt som psykoterapeut - i teori og praksis
  • gennem underviseres forskellige stil, personlighed og tilgang at illustrere metodens bredde

Den engelske psykolog Ernesto Spinelli, som er en af verdens førende kapaciteter inden for eksistentiel psykoterapi, er tilknyttet uddannelsen med en to-dages workshop. Her gennemgår han terapiens tre faser: Fra klientens indtræden i det terapeutiske rum til afslutningen af et terapeutisk forløb.

Efteruddannelsens formål
Uddannelsen er anlagt så der trænes intensivt i, at praktisere den eksistentielle metode i det terapeutiske møde: I klinikken, i erhvervslivet, på institutioner, i det offentlige eller i det private rum. Formålet med efteruddannelsen er, at psykoterapeuter og andre tilsvarende erhvervsgrupper får mulighed for at blive indført i den unikke eksistentielle tilgang i arbejdet med mennesker. Deltageren erkender og integrerer den vækstfremmende virkning gennem, at kunne åbne og lukke sig i mødet med den anden – at leve lige overfor og dog adskilte.

Her under

  • Udbygge og udvikle kendskab til eksistentiel psykoterapi,
  • Implementere den eksistentielle terapis forståelsesramme.
  • Personliggøre den eksistentielle terapis filosofiske og metodiske perspektiver.
  • Anvende Eksistentiel terapi i praksis.
  • Gøre deltageren bevidst om de ordløse niveauer i kommunikationen.
  • Introducere ”Handlemodellen” som ramme om den terapeutiske proces for at sikre, at terapeuten har en metode til at hjælpe klienten hele vejen rundt om tilværelsens spørgsmål.
  • Udvikle evnen til at reflektere eksistentielt over sit eget liv.
  • Kunne bevare sig selv i den terapeutiske proces.

Efteruddannelsens mål
Deltageren udvikler en terapeutisk identitet og er i stand til at sætte en terapeutisk ramme, der eliminerer den formelle magt i relationen mellem f.eks.:
Arbejdsgiver og arbejdstager - Terapeut og klient - Sagsbehandler og borger – lærer og elev.
Deltageren kan:

  • Anvende Handlemodellen i alle forhold.
  • Skelne mellem det eksistentielle terapeutiske møde og det mellemmenneskelige møde.
  • Møde sig selv og andre, uden for det terapeutiske rum.

Erkende, acceptere og rumme de eksistentielle grundvilkår som de skjulte, dynamiske og modsætningsfyldte strukturer, der gør sig gældende i enhver menneskelig tilværelse.

Målgruppe
Psykoterapeuter, coaches og lignende faggrupper.

Optagelseskrav
Afsluttet uddannelse til psykoterapeut eller tilsvarende uddannelsesmæssig baggrund. Kendskab til specifik litteratur inden uddannelsesstart.

Pris
37.400 kr. Dertil kommer et eksamensgebyr på 4.200 kr. incl. eksamensvejledning for de studerende der ønsker at afslutte uddannelsen med den skriftlige eksamen.

Varighed og gennemførelsesdatoer
Uddannelsen har en varighed på et år på deltid. Uddannelsen indeholder 26 undervisningsdage.
Næste hold starter efterår 2012, undervisningsdatoer følger.
Undervisningen finder sted alle dagene kl. 9.30-16.30.

Evaluering og eksamen
Den enkelte studerendes arbejde som terapeut vil blive evalueret ad hoc og ud fra en overordnet kompetencemodel. Forløbet vil blive afsluttet med en evaluering, som dels vil være en selvevaluering og dels en ad hoc evaluering af et konkret stykke arbejde. Evalueringens dybde og kvalitet vil være afhængig af den kultur for kritik, som kan udvikles på holdet.

De studerende kan også vælge at supplere evalueringen med en eksamen. Eksamen er skriftlig og består i den studerendes refleksion over en case i forhold til pensum. Den studerende har en uge til at udfærdige besvarelsen som vurderes bestået/ikke bestået og suppleres med en kortfattet (ca. 6 linier) skriftlig begrundelse. Skriftlig feedback.
    
Alle studerende modtager et uddannelsesbevis ved forløbets afslutning. Studerende der også tager den afsluttende eksamen får endvidere et diplom som dokumenterer, at de er eksamineret terapeut på eksistensfilosofisk grundlag.
 
Undervisningsprogram
1.    Modul: Den eksistentielle indstilling
Introduktion til den særlige eksistentielle måde at anskue verden, mennesket og terapeutens rolle på. Omfattende præsentation af eksistensens principper, de store tilværelsesspørgsmål og livsdilemmaer, som givne eksistentielle vilkår. Psykoterapeutens rolle set i forhold til begreberne behandling, autenticitet og accept.

Deltagerne opnår: Forståelse af det eksistentielt givne som fællesmenneskeligt grundlag og som dynamiske størrelser i individet. Indsigt i den eksistentielle psykoterapeuts måde at positionere sig på, omfattende en accepterende holdning, udviklet ved medmenneskelig dannelse, herunder evne til ligeværdig dialog og empati og accept.

2.    Modul: Dynamisk dialog og de eksistentielle terapeutiske kompetencer
Gennem fænomenologisk oplevelse og erfaring at kende og beherske det unikke eksistentielle møde. Herunder at gøre den studerende bevidst om de mange niveauer, vi kommunikerer på i samværet med hinanden,

Deltagerne opnår: Implementering af den fænomenologiske metode og gennem teori og praktisk øvelse at formidle den eksistentielle holdning i det terapeutiske arbejde med fokus på forskellige aspekter af værensformer mellem mennesker. Det nærværende Jeg-Du møde med de mange potentialer det rummer og det mere distancerede Jeg-Det møde med den nødvendige adskillelse.

3.    Modul: Verdensbillede og verdenstilblivelse
Implementering af de centrale teoretiske begreber hos Spinelli: herunder det dynamiske forhold mellem verdensbillede (den enkeltes fast forankrede og ikke-rummelige strukturer) og verdenstilblivelse (livets altfavnende proces).

Deltagerne opnår: At erkende og arbejde med de dispositionelle overbevisninger (grundlæggende antagelser) der sedimenterer klientens (og terapeutens) verdensbillede og selv-definition. Indsigt i hvordan disse sedimenteringer kan udfordres gennem terapien med henblik på en afsedimentering der åbner for den processuelle verdenstilblivelse.
 
4.    Modul: Workshop med Ernesto Spinelli
Den engelske eksistentielle psykolog Ernesto Spinelli er en af de verdens mest respekterede eksponenter for den eksistentielle tilgang til psykoterapi. Under sin to dages workshop vil han gennemgå terapiens tre faser: Fra klientens indtræden i det terapeutiske rum til afslutningen af et terapeutisk forløb. Undervejs vil Spinelli give praktiske demonstrationer på terapeutisk arbejde samt redegøre for terapiformens værens-dynamik set i modsætning til konventionel psyko-dynamik.

Spinellis arbejde baserer sig på eksistentiel fænomenologi. Det drejer sig for terapeuten i højere grad om ”at være” end ”at gøre” og det centrale er, at udforske klientens måde at være i verden på og undersøge hvorledes denne livsmåde vækker - eller søger at undgå - de modsætninger, konflikter og angst, som ligger indbygget i tilværelsens grundlæggende vilkår. Spinelli ser ikke terapi som et spørgsmål om at fjerne forstyrrende symptomer eller styrke klientens ”jeg” og ”rationelle funktioner”. For ham handler terapi først og fremmest om at tilbyde et psykisk rum, som er så accepterende og respektfuldt over for klientens aktuelle livsmåde, at denne livsmåde, gennem terapeutens afklarende og udfordrende input, kan afsløres og undersøges åbent og tillidsfuldt. Mange værdier, overbevisninger, antagelser og domme vil i denne proces blive tydeligere for klienten, som får mulighed for opmærksomt at reflektere over, hvor meget eller hvor lidt disse størrelser befordrer klientens eksistens, og om disse ”forestillinger” er sande udtryk for klientens inderste værdier.
Workshoppen afholdes på engelsk.
 
5.    Modul: Handlemodellen – magt og etik i et eksistentielt perspektiv
Indføring i Handlemodellen, en subjekt-problematiserende arbejdsmodel, som tilbyder en kompleks forståelse af menneskelige handlinger, baseret på dyb almenmenneskelig indsigt, som også omfatter terapeutens indsigt i sig selv. Gennemgang af magtrelationer i det terapeutiske rum og i psykologiens diskurser generelt.

Deltagerne opnår: At tilegne sig specifik terapeutisk kompetence: At møde klienten i øjenhøjde. Træning i at etablere en fælles forståelsesramme, som tillader terapeut og klient at klarlægge klientens handlinger. Desuden at opøve bevidsthed om, hvordan alle relationer er magt i bevægelse, implementering af den etiske fordring i forhold til terapeutens positionering i det terapeutiske rum.
 
6.    Modul: Selvet i et eksistentielt perspektiv
Indføring i forskellige perspektiver på selvet ud fra en eksistentiel-fænomenologisk synsvinkel. Eksempelvis hos Spinelli, hvor selvet fremtræder via refleksioner over oplevelsen af verdenstilblivelse, som finder sted indenfor rammerne af verdensbilledet, eller hos Kierkegaard, hvor selvet fremstår som en syntese mellem det timelige og det evige, mellem frihed og nødvendighed.

Deltagerne opnår: At opnå bevidsthed om de dispositionelle overbevisninger (det vil sige summen af alle værdier, synspunkter, attituder, meninger, antagelser og konklusioner samt de hermed forbundne adfærdsformer, følelser og emotioner), der gør sig gældende i forhold til den konstruktion, der kaldes ”selv” eller ”jeg” (selv-definition). Desuden at udvikle en konkret bevidsthed om ’rummet i sig Selv’ samt at etablere evnen til at møde det i andre for at kunne anvende dette i den terapeutiske praksis.

7.    Modul: Struktur, proces og polariteter
Gennem praktisk terapeutisk øvelsesarbejde at udforske de eksistentielle spændinger i polariteterne Frihed – Nødvendighed, Eksponering – Selvbeskyttelse, Inklusion – eksklusion, Mening – Meningsløshed, Liv – Død, og deres betydning for den terapeutiske proces.

Deltagerne opnår: Den studerende får praktisk baseret erfaring med udforskning af eksistensspændingerne, samt en udviklet fornemmelse for balancering mellem struktur og proces* betydning i menneskelivet og i det terapeutiske rum.

8.    Modul: Krop, seksualitet og eksistens
At belyse kroppens betydning i et eksistentielt fænomenologisk perspektiv:  kroppen betragtet som den enhed hvorigennem individet erkender eksistensen. Kroppen som dialog mellem verden og selvet – kroppen, som bro mellem at være og at have. Desuden ’belysning af kønnet og seksualiteten dynamikker i det terapeutiske rum.

Deltagerne opnår: Forståelse af kroppen, som agent for det eksistentielle projekt. Indsigt i dualiteten ”at have” og ”at være” sin krop. Øget opmærksomhed på det følende selv. Øget indsigt i kroppens betydning i terapeutisk arbejde herunder bla. kønnet, sanselighed og seksualitetens forvaltning i det terapeutiske møde.
 
9.    Modul: Filosofi, spiritualitet og eksistens
En filosofisk, oplevelsesmæssig og teoretisk udforskning af den åndelige dimension af eksistensen, samt at udvikle evnen til at forholde sig til disse dimensioner i den terapeutiske praksis.

Deltagerne opnår: Indføring i den del af eksistensfilosofien, der åbner for den åndelige og evige dimension med fokus på Kierkegaards opfattelse af mennesket som synonymt med ånd, og ånden synonymt med selvet. Evne til at perspektivere disse dimensioner af eksistensen, og hvordan de udfolder sig i vores livs- og tilblivelsesprocesser.

10.    Modul: Krise i et eksistentielt perspektiv
At forholde krise til det kulturelle sundheds- sygdomsbegreb med henblik på indsigt i krise-tilstande og udtryk samt perspektivering af  ”krise” som potentiel udvikling samt den eksistentielle holdning til krisearbejde.

Deltagerne opnår: Bevidsthed om Krise som menneskeligt vilkår og potentielt værdifuld i forhold til udvikling af menneskelig integritet. Krise anskuet som uundgåeligt livsfænomen og perspektivering af den eksistentielle accepterende holdning overfor konventionel undgåelse og krav om helbredelse.
 
11.    Modul: Intensiv terapeutisk træning
Praktisk terapeutisk arbejde under direkte supervision med henblik på at integrere de eksistentielle terapeutiske kompetencer. Perspektivering af det terapeutiske arbejde i forhold til den teoretiske ramme.

Deltagerne opnår: Udvikling af terapeutiske kompetencer samt evne til at forholde dem til uddannelsens teoretiske læring.

12.    Modul: Video, eksponering og beskyttelse
Praktisk terapeutisk arbejde, anvendelse af video-dokumentation med henblik på fordybelse i begreberne intervention og kontakt samt refleksion over individuel positionering, muligheder og begrænsninger, autenticitet og stil.

Deltagerne opnår: Implementering af selvrefleksion som naturlig del af det terapeutiske arbejde med henblik på integrering og videre udvikling af de terapeutiske kompetencer.
 
13.    Modul: Afrunding og evaluering
Praktisk demonstration af de terapeutiske kompetencer gennem de studerende praktiske terapeutiske arbejde i plenum. Feedback med henblik på refleksion og integration samt afrunding af uddannelsens forløb.

Deltagerne opnår: Status over egen som holdets læring. Afrunding, reception og afsked.

I alle undervisningsmoduler indgår eksistentiel samtale, nærværsmeditation og terapeutisk træning.
Ændringer i undervisningsindhold og undervisersammensætning kan forekomme.

Litteratur
De studerende forventes bekendt med en del litteratur ved optagelse på studiet og ved start på efteruddannelsen i Eksistentiel Psykoterapi (se optagelseskriterier). Obligatorisk, anbefalet og supplerende anbefalet litteratur fremgår af listen nedenfor. Revision af listen kan forekomme inden studiestart.

Obligatorisk pensum
Emmy van Deurzen:
“Eksistentielle dimensioner i psykoterapi”. Hans Reitzels forlag, København (kan købes på instituttet). Udsolgt fra forlaget. Kan købes i kopieret udgave for 120 kr.
”Eksistentiel samtale og terapi” Hans Reitzels forlag, København 1999 - den nye udgave!!

Ernesto Spinelli:
“Terapi, magt og mystifikation”. Hans Reitzels forlag, København 1998.
”Eksistentiel terapi i praksis” Hans Reitzels forlag, København 2008

Irvin D. Yalom:
”Eksistentiel Psykoterapi”, Hans Reitzels forlag, København

Anbefalet litteratur
Karsten Borg Hansen: "Den ligeværdige dialog. Psykoterapi på et eksistensfilosofisk grundlag". København 2009.
Karsten Borg Hansen: “Eksistentiel terapi - krop og følelse”, artikel i Psykologisk Set nr. 45, 46 og 47 2002.
Karsten Borg Hansen: “Eksistentiel terapi og meditation” (kan købes på instituttet). Begrænset antal tilbage.
Ernesto Spinelli: ”Tales of un-knowing – therapeutic encounters from an existential perspective”. Duckworth, London 1997.
Dan Zahavi: “Fænomenologi”. Roskilde Universitetsforlag, Roskilde 2003.

Supplerende anbefalet litteratur
Rudiger Safranski: “En mester fra Tyskland”. Gyldendal, København 1998.
Jean-Paul Sartre: “Fordømt til frihed - eksistentialistiske tekster”. Det lille forlag, Frederiksberg 1995.
Daniel Stern: ”Det nuværende øjeblik”. Hans Reitzels forlag, København 2004.

Undervisere
Lise Peetz-Schou grundlagde Psykoterapeutisk Institut i 1982 og har siden arbejdet med både terapi, træning, supervision og undervisning i Instituttets regi. De seneste år med fokus på de eksistentielle grundvilkår og eksistentiel psykoterapi. Hun er cand.psych.aut, MPF.
Bjørn Ribers er Cand.mag. i psykologi og kommunikation. Tidligere underviser ved pædagoguddannelsen og femten års erfaring med socialt arbejde gennem Røde Kors. Har været tilknyttet forskningsprogrammet ’Familien i den danske velfærdsstat’ og arbejdet med undersøgelser blandt unge om forholdet mellem individualitet og fællesskab i både et eksistentielt og socialpsykologisk perspektiv. Er nu ansat ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet og arbejder på en Ph.d. afhandling om etik i socialt arbejde med fokus på eksistentiel kommunikation og dilemmaer i relationsarbejde.

Ernesto Spinelli er tidligere professor ved Regent´s College i London og en af verdens førende kapaciteter inden for eksistentiel psykoterapi. Han har som teoretiker, underviser og terapeut høstet international anerkendelse for sine innovative bidrag til psykoterapien og udgivet en lang række artikler og bøger. Gennemgående har Spinelli altid formået at sætte fokus på de praktiske sider af den eksistentielle psykologi. På dansk er bogen ”Eksistentiel psykoterapi i praksis” udkommet. Læs evt. mere på hans hjemmeside www.plexworld.com.

Ansøgningsskema downloades her

Se videoer fra workshop med Ernesto Spinelli 3-4/10 2010: