Familieterapi

Når et medlem af familien har et problem - så har hele familien et problem. Børn er ofte de første familiemedlemmer som viser tegn og signaler på, at der er noget galt med stemningen i familie.
Sommetider er det nødvendigt at hele familien er til stede sammen med terapeuten for at blive i stand til at hjælpe hinanden til at få et bedre liv sammen. Vores børn er ofte familiens spejle. Hvis børnene ikke rigtig trives, kan årsagen være at forældrene ikke er i stand til at samarbejde på en konstruktiv måde.
 
Familieterapien former sig som en samtale på 1 1/2 time ad gangen mellem familiens medlemmer. Terapeuten arbejder med familiens indbyrdes relationer, og hjælper den enkelte til at udtrykke sig og blive lyttet til, ligesom de øvrige familiemedlemmer stimuleres til at reagere på en ægte og personlig måde. Meget ofte blive forældrene forbavsede over, hvor meget børnene prøver at hjælpe forældre med at trives - sommetider alt for meget - det vil sige, at børnene i familien har fået et ansvar, der er for stort.
I familieterapien hjælpes både børn og forældre til på en personlig måde at udtrykke sig om det, der er svært. Det kan være tanker som børnene har opfattet som forbudte, eller følelser som børnene har sorteret fra, fordi de synes, det er synd for forældrene, hvis de udtrykker dem. Det kan også være, at børnene viser signaler og udreagerer for at fjerne opmærksomheden fra forældrenes interne problemer.
Efter den første familiesamtale vil terapeuten kunne vejlede forældrene med hensyn til det videre forløb. Hvis forløbet sættes i gang kan det være, at børnene kun skal med en gang imellem, det vil sige at terapeuten kan koncentrere sig om at hjælpe parret til at indlede et bedre samarbejde (se under parterapi) - sommetider er det en fordel for behandlingen, at familien fortsætter med at komme samlet.
Familieterapi vil typisk strække sig over et forløb på 4-6 måneder med 2-4 ugers mellemrum.

Hvilke problemstillinger fører typisk til, at en familie søger familieterapeut?

Vores søn (datter) pjækker fra skolen
Vores søn (datter) isolerer sig, vi kan ikke få en ordentlig samtale i gang
Vores søn (datter) er begyndt at stjæle
Vores søn (datter) virker deprimeret og trist
Vores søn (datter) tager på i vægt
Vores børn slår hinanden og skændes uafbrudt
Min datter (søn) gør, hvad der passer hende (ham)

Stedfamilien i terapi
Flere og flere familier splittes, og danner familier for anden eller tredje gang. Vi kalder denne familieform for stedfamilien, det vil sige en familie, hvor der er mindst et barn, som er ikke-biologisk barn af mindst en af forældrene.
Denne familietype er anderledes end kernefamilien, dels fordi stedfamilien har flere medlemmer, f.eks. flere bedsteforældre, halvsøskende og biologisk forældre, der lever udenfor familien evt. med ny partner og dennes børn. Sommetider kan stedfamilien minde om en form for storfamilie, med alle de fordele og ulemper dette kan medføre.
I kernefamilien er rækkefølgen: man mødes, forelsker sig og danner par, får børn - og lærer at tage ansvar som forældre. Denne rækkefølge finder vi ikke i stedfamilien, fordi medlemmerne, allerede før de mødte hinanden, har tidligere ægtefæller og børn. Stedfamilien er hverken værre eller bedre end kernefamilien - den er anderledes. Derfor bliver familieterapeutens arbejde også anderledes. Der vil altid være tale om en terapeutisk proces, fordi denne alene vil være udgangspunkt for forandring og vækst, men rådgivning og undervisning vil også være arbejdsmåder, familieterapeuten medtager i samtalerne.
Stedfamilier har ofte brug for hjælp til at overskue og håndtere deres eget familiesystem, som ved etableringen kan virke indviklet og svært at have med at gøre.

De problemstillinger, der ofte arbejdes med i familiesamtalerne er:
Udenfor-levende biologiske forældres og bedsteforældres indblanden, uoverensstemmelser og vrede mellem de børn, der er bragt sammen i familiesystemet, stedmors (stedfars) opfattelse af at være uvelkommen og de deraf afledte vrede og sorgfulde stemninger, de biologiske forældre behandler stedfar (stedmor) på en nedgørende måde overfor børnene, jalousi mellem tidligere og nuværende ægtefæller, stedforælderen kan ikke acceptere og respektere den biologiske forælders rolle, den fraskilte føler skyld overfor børnene og prøver at kompensere på en uhensigtsmæssig måde, der generer den aktuelle partner, den fraskilte er blevet overrumplet over, hvor svært det er at få stedfamilien til at fungere på en kærlig måde, den nye stedfar (mor) arbejder hårdt på at blive accepteret af børnene, uden at det lykkes.
Stedfamilier kan være samlede i den terapeutiske proces. Sommetider bliver parterapi mellem de biologiske forældre også nødvendig, fordi de ikke er gode nok til at samarbejde omkring børnene. Hvis de biologiske forældre ikke kan samarbejde, vil både børnene og stedforældrene rammes.

Stedfamilier har ofte brug for 2-6 samtaler af 1 1/2 times varighed. Terapeuten vil efter første samtale vurdere forløbets varighed og konsultationernes hyppighed. Typisk mødes stedfamilien med 3 - 4 ugers interval