Information om kontantlønsordninger
Kontantlønsordninger er blevet mere og mere udbredte. Fordelen ved dem er, at de er udgiftsneutrale for arbejdsgiveren, fordi værdien af det gode, f.eks. efteruddannelse, som firmaet betaler, bliver modsvaret af en nedgang i bruttolønnen (dvs. lønnen før skat) hos medarbejderen. Samtidig kommer medarbejderen til at betale mindre i skat, hvilket er den klare fordel for medarbejderen. På denne måde kan op mod 60% af en efteruddannelse financieres.
Der er forskellige krav, der skal være opfyldt, før et gode kan indgå i en kontantlønsordning:
Aftalen om lønnedgang skal være reel. Der kan være tale om løntilbageholdenhed, altså at man ved førstkommende lønforhandling undlader at kræve og få den ventelige lønstigning mod i stedet at få betalt f.eks. en efteruddannelse.
Arbejdsgiveren skal bære en økonomisk risiko ved ordningen. Den bruttolønsnedgang, der aftales, gælder for en periode frem, men mindst i et år.
Arbejdsgiveren skal være køber af godet og stille det pågældende gode til rådighed for medarbejderen. Det vil sige at købes der en cykel eller nogle fagbøger, er de ejet af arbejdsgiveren, men stillet til rådighed for medarbejderen. Aftaler om f.eks. efteruddannelse skal indgåes og betales af arbejdsgiveren direkte, ikke ved at lønmodtageren får refunderet regninger løbende.
Der skal være tale om en frivillig aftale. Man kan altså ikke pålægge medarbejdere at få en del af deres bruttoløn udbetalt som forskellige goder.
Medarbejderen skal have mulighed for at udtræde af ordningen. Aftaler om kontantlønsordninger skal derfor indgås for en periode ad gangen, f.eks. et halvt eller et helt år, hvorefter medarbejderen kan vælge at takke nej og komme tilbage til sin oprindelige bruttoløn.
Psykoterapeutisk Institut oplyser om mulighederne, men er ikke ansvarlig for om din arbejdsgiver tilbyder dig en kontantlønsordning.
Link til Skatterådets bindende svar af 20.10.2009
Link til SKATs ligningsvejledning
I forbindelse med en kontantlønsordning kan du evt. bruge dette tillæg til ansættelseskontrakt