Henrik Tranberg

henrik_tranberg_psykolog
Jeg er født i København i 1965. Jeg har arbejdet med personlig udvikling siden 1988. Jeg er uddannet cand. psych. – i daglig tale psykolog – fra Københavns Universitet. Universitetsstudiet er en naturvidenskabelig tilgang til en forståelse af den menneskelige psykologi.

Men det er især det terapeutiske arbejde, jeg brænder for, og jeg har derfor også gennemført en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse ved Psykoterapeutisk Institut i København. Jeg følte, at den akademiske verden ikke imødekom mit behov for en bredere forståelse af menneskelige relationer i almindelighed og den terapeutiske relation i særdeleshed, og derfor valgte jeg at tage en psykoterapeutisk uddannelse ved siden af universitetsstudierne, da jeg også er praktiker af natur. I den eksistentielle-fænomenologiske tilgang oplever jeg, at der er en åbenhed overfor det faktum, at terapeuten ikke er “ekspert” og at klienten ikke er en passiv modtager af “redskaber” og “værktøjer” til at håndtere sine “problemer”, men at terapien i højere grad er en fælles rejse med klientens “livsverden” som undersøgelsesobjekt, herunder den relation, som klient og terapeut indgår i, i den terapeutiske relation.

Jeg har en stigende interesse for den neuroaffektive tilgang til den fænomenologiske undersøgelse af den terapeutiske relation, og har i den forbindelse taget en efteruddannelse hos Laurence Heller, Ph.D. Hans tilgang til psykoterapi understøtter ganske godt den deskriptive, narrative og konstruktivistiske tilgang, som ligger i den eksistentielle psykoterapi. Jeg er desuden blevet superviseret og undervist i Peter Levines Somatic Experiencing (SE) metode af cand. pæd. psych. Tove Mejdahl igennem flere år. Og til forskel for den eksistentielle psykoterapi, som nærmest tager afstand fra brugen af teknikker, er der i SE specifikke teknikker til mestring af traumer og chok. Jeg er – personligt – derfor ikke modstander af redskaber i en psykoterapeutisk kontekst, da jeg mener, at de kan være nødvendige skridt, der af terapeutens midlertidige indtagelse af en styrende, “bedre-vidende” holdning, kan føre klienten frem til en større accept og imødekommenhed overfor den oplevede, umiddelbare, eksistentielle angst, hvorved den kan trancenderes til nye narrativer om klienten og hendes livsverden. Blot skal disse redskaber ikke være et mål i sig selv, men skal understøtte klientens større accept og imødekommenhed overfor det liv, hun faktisk har.

Jeg har – siden jeg var i midten af 20’erne – praktiseret meditation på daglig basis, og har længe haft den holdning, at nøglen til forandring ikke ligger i redskaber eller i den kognitiv-mentale forståelse af vores livssituation, men i nærværet i forhold til den praktisk-levede erfaring af det umiddelbare liv, som det leves fra øjeblik til øjeblik. Men – som sagt – kan redskaber være nødvendige som midlertidige understøttelser til at rumme livets “udfordringer”.

Kombinationen af den store teoretiske viden, den praktiske uddannelse i psykoterapi og min årelange træning i nærvær, har givet mig en solid ballast til den svære opgave, som psykoterapi er.

Jeg føler mig dybt privilegeret og inspireret i lærer-funktionen, som jeg bestræber mig på at tilgå på en ydmyg og åben måde. Således er det er mit håb, at de studerende oplever, at vi er på en fælles, udviklende og åbnende rejse henimod større “flow”, accept og nærvær af det levede, foranderlige og uforudsigelige liv.

http://www.henriktranberg.dk