Kvalitetsvurdering

Certifikat

Kvalitetsvurdering

Titlen til psykoterapeut er desværre ikke beskyttet. Der er mange årsager til dette, og vi finder det ikke gavnligt, at der således er et gråt marked for terapeuter, hvis uddannelse er af svingende kvalitet.

Heldigvis har Dansk Psykoterapeutforening i samarbejde med konsulentvirksomheden Reflektor, udarbejdet en kvalitetsvurdering af psykoterapeutuddannelser. Evalueringen er dannet på baggrund af kriterier opstillet af Social-, Undervisnings-, Indenrigs- og Sundheds-ministerierne. Det tværministerielle udvalg opstillede i 2004 en vejledning for hvad en uddannelse til psykoterapeut som minimum bør indeholde. Denne vejledning har efterfølgende dannet baggrund for en evalueringsproces, der foregår i privat regi. Siden 2007 er det konsulentvirksomheden Reflektor der har varetaget evalueringen. Reflektor er hyret af Dansk Psykoterapeutforening til at udføre denne opgave.

Evalueringsordningen skal forstås som et kvalitetssikringssystem i privat regi og ikke som en autorisation eller lignende. Det er helt frivilligt om et uddannelsessted vil lade sig evaluere på baggrund af kvalitetskriterierne eller ej.

Således er der ikke tale om en statsgodkendelse, eller offentlig blåstempling. Der er altså ingen psykoterapeutuddannelser der er statsgodkendte og deraf følger – ingen psykoterapeuter der har gået på en statsanerkendt psykoterapeutuddannelse.

Kvalitetsvurderingen sikrer, at et vurderet uddannelsessted lever op til krav om høj faglighed, veluddannede undervisere, stabil økonomi og andre lignende kriterier, der er med til at sikre, at studerende får en god og lødig uddannelse.

Et af de første skridt, vi på Psykoterapeutisk Institut tog, var at ansøge og igangsætte denne kvalitetsvurdering, fordi vi mener, at det er ganske relevant for studerende og for det faglige miljø som sådan. Og er  fra d.1 juli 2013 evalueret og godkendt.

Du kan læse mere om os på www.reflektor.nu  samt på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside www.psykoterapeutforeningen.dk.