Book en tid
Kari Hald
Min vej hertil
Jeg er 57 år, og gennem hele mit liv har jeg været optaget af det, som sker mellem mennesker og inden i os hver især. Mit arbejdsliv har kredset om at skabe møder mellem mennesker og naturen samt mennesker imellem. Gennem årene blev jeg i stadig højere grad optaget af, hvad naturen gør ved os og for os mennesker. Derfor startede jeg på Psykoterapeutisk Institut i 2021 og er nu på fjerde år.
Gennem undervisningen, litteratur og egen terapi har jeg nået dybe erkendelser, som langsomt ændrer min måde at være i verden på. Mine relationer bliver dybere, alle følelser bydes velkommen som ægte budskaber, der er værd at lytte til, og jeg har udvidet min evne til at rumme svære tilstande.
Så nu er jeg klar til at tilbyde terapi til reduceret pris
Min tilgang til terapi
Det er essentielt for mig, at vores terapeutiske samtale tager udgangspunkt i det, som er vigtigt for dig her og nu. Jeg tilbyder mit fulde nærvær, accept og spørgsmål, der understøtter refleksion og selvindsigt.
Jeg tilbyder oplevelsesorienteret psykoterapi og arbejder fænomenologisk – hvilket for eksempel betyder, at jeg ikke bilder mig ind at vide mere end dig om dit liv. Jeg stiller mig til rådighed som samtale- og undersøgelsespartner.
Måske kæmper du med tankemylder, bekymringer, uro eller stress.
Måske har du en kritisk indre stemme, som dræner din energi og tager din opmærksomhed.
Måske oplever du, at relationer og familieforhold går i hårdknude.
Måske er der sket ting i dit liv, som gør det svært at finde mening og retning.
Måske kæmper du med helt andre udfordringer, som jeg kan hjælpe dig med at udforske. Uanset hvilke udfordringer du står med, kan jeg støtte dig ved at være nærværende, accepterende og lyttende. Jeg vil bruge alt det, jeg har lært gennem de første 3½ år på uddannelsen samt trække på egne livserfaringer og de udfordringer, jeg har gennemlevet.
Rent praktisk
En session er 60 minutter og foregår i et lokale på Psykoterapeutisk Institut. Prisen er kr. 400, som betales kontant eller via MobilePay.
Du er velkommen til at kontakte mig for at aftale en afklarende telefonsamtale, inden vi aftaler første session. Det er gratis.
Hvis du bliver nødt til at melde afbud, skal det ske 24 timer før. Derefter opkræves beløbet for den aftalte tid. Jeg har naturligvis tavshedspligt. Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeut Forening og følger deres anvisninger.
Kari Hald
Naturfaciliteret@gmail.com
29210899