Book en tid
Lone Olai
Står du et svært sted i livet?
Livet går op og ned for os alle. Nogle perioder kan føles tunge – præget af sorg, tvivl, kriser eller meningsløshed. Det kan være svært at finde vej, og følelser som ensomhed, afmagt eller uro kan komme til at fylde meget.
Samtaleterapi kan hjælpe dig med at finde ro, klarhed og retning, når livet føles overvældende. Gennem samtalerne er der fokus på dig – på din oplevelse af verden og det, du bærer med dig gennem livet. Sammen arbejder vi på at skabe indsigt i gamle mønstre, finde dine indre styrker og opdage, hvad der virkelig betyder noget for dig. Et terapiforløb kan støtte dig i at forstå dine tanker og følelser bedre, tage små bevidste skridt mod forandring og styrke din følelse af mening samt give retning og selvværd.
Du kan få gavn af samtaleterapi hvis du for eksempel:
- Oplever angst, stress og indre uro
- Bærer på sorg efter tab, sygdom eller brud i relationer
- Føler dig ensom, trist eller drænet
- Kæmper med lavt selvværd og selvkritik
- Oplever udfordringer i nære relationer
Om mig
Jeg følger min drøm om at blive psykoterapeut og afslutter min uddannelse på Psykoterapeutisk Institut i juni 2026.
Jeg har en baggrund som socialpædagog og Art Director/Grafisk Designer og er vant til at møde mange forskellige mennesker med åbenhed og respekt. Gennem mit socialpædagogiske arbejdsliv har jeg opnået erfaring med både sårbare børn og unge, voksne med særlige behov og mennesker i svære livssituationer.
Et centralt tema i mit eget liv har været sorg, og i en periode var jeg frivillig på Sorglinjen ved Det Nationale Sorgcenter i København, hvor jeg støttede mennesker, der havde mistet – eller stod tæt på alvorligt syge.
Med min livserfaring og faglige ballast ønsker jeg at skabe et trygt og nærværende rum, hvor du kan dele det, der er svært. Jeg møder dig med empati, ro og respekt for dit tempo. I terapien har jeg særlig opmærksomhed på følelser og kropslige fornemmelser, fordi de ofte fortæller os noget vigtigt om, hvordan vi egentlig har det – og hvad vi har brug for.
Sammen vil vi undersøge det, der fylder for dig lige nu, så du gradvist kan opnå en dybere forståelse af dig selv – og finde vej til mere glæde og i bedre kontakt med dig selv.
Praktisk
Samtalerne varer 60 min. og foregår i Psykoterapeutisk Instituts lokaler på Nørre Farimagsgade 13, 2. th., tæt på Nørreport Station i København. Der er også mulighed for online terapi. Da jeg er under uddannelse, tilbyder jeg samtaler til reduceret pris på 400 kr. Jeg har tavshedspligt og er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og følger foreningens retningslinjer. Jeg modtager løbende supervision.
Aflysning skal ske 24 timer inden aftalte tid ellers opkræves fuld pris.
Hvis du ønsker en afklarende samtale om dine udfordringer kan jeg kontaktes på 61791065 eller olai.samtaleterapi@gmail.com