Mødeøjeblikke
– Et glimt af underviserne på PI
“Vi skal forholde os mere til vores egen utålmodighed”
Om lytten, mørke og spirituelt misbrug
Mød Anders Dræby, psykoterapeut med speciale i integrerende eksistentiel terapi (www.livsduelig.com)
Indlægget er en del af serien Mødeøjeblikke – et glimt af underviserne på PI.
Fortalt til Amalie Himmelstrup, psykoterapeutstuderende på 4. år (IG – @himmelstrup_terapi)
“Hvis man allerede har tilbøjelighed til misbrugs- eller undgåelsesmønstre, så er der ikke langt til, at spiritualitet kan blive en ny form for afhængighed og undgåelsesadfærd. Der er noget bypassing inden for det her felt, som vi ikke taler så meget om, og som bør komme mere frem i lyset.”
“Den største forhindring for dybere udvikling er, når en mekanisme indeni os dominerer, som bare gerne vil have, at vi er glade og tilfredse. Den er forbundet med det at være utålmodig.”
“Når vi bliver grebet af usikkerhed, så går der alle mulige ting i gang, der kan gøre, at vi kommer til at tilpasse os klienterne. Vi kan komme til at glemme alt det, vi har lært og ende med at sidde i et overføringsfelt, hvor vi forsøger at give dem, de redskaber, råd og løsninger, de spørger efter.”
Om at turde kigge sig selv i øjnene
For at personlig transformation og god terapi kan finde sted, så kræver det først og fremmest, at klienten er nysgerrig på at undersøge sig selv, og at klienten vil se sig selv i øjnene frem for at kigge væk. Det er vigtigt med villighed til at lære at være i svære følelser frem for at ville fjerne dem. Det er en proces, som også kræver at terapeuten kender det sted inde i sig selv, og ikke bare er en teknisk eller teoretisk dygtig ekspert.
For at man som terapeut kan udforske mørket sammen med en klient, så er man nødt til selv at have erfaring med at være med svære og dybe følelser. Man kan ikke hjælpe nogen med at udforske meget intense følelser som eksempelvis afmagt, hjælpeløshed og frygt for udstødelse eller udslettelse, hvis man ikke selv kender til at være i de følelser uden at flygte. Uden erfaring vil man højst sandsynligt komme til at dæmpe ubehaget og prøve at fjerne det og komme for hurtigt videre. Derfor mener jeg, at egenterapi og personlig udvikling er nødvendigt for at vi terapeuter lærer vores eget ubehag at kende og derved kan rumme det, når det rejser sig i klienten.
God terapi kræver ligeledes, at man som terapeut har en opmærksomhed på alt det, der foregår her- og-nu i terapirummet – altså, at man arbejder seriøst med overføring og projektioner. Og det er her den eksistentielle referenceramme kommer til kort, da den ikke arbejder med de underbevidste processer. I mange sammenhænge kan det være fint blot at hjælpe folk med at afklare deres værdier og kigge ind i, hvor de ikke tager ansvar i deres liv. Men hvis man skal dybere ned, så er det vigtigt at kunne identificere og undersøge overføringsmekanismer og underbevidste reaktioner – hos klienten og i sig selv som terapeut.
Hvis man vil arbejde med at blive et helt menneske ved at integrere alle sider af sig selv, er det slet ikke nok med traditionel eksistentiel terapi. Man må ind i et mere dybdegående arbejde med underbevidste og komplekse aspekter af ens indre verden. Det vigtigste, hvis man ønsker dybdegående terapi, er at turde se sig selv i øjnene. Man skal være parat til at gå ind i svære følelser, konfrontere sig med sine egne og kulturens skyggesider og give slip på selvbilleder, væremåder og mønstre, der engang har været beskyttende, men er endt med at være uhensigtsmæssige.
Den største forhindring for dybere udvikling er, når en mekanisme indeni os dominerer, som bare gerne vil have, at vi er glade og tilfredse. Den er forbundet med det at være utålmodig. Vi har allesammen sådan en stemme inden i os, som ønsker, at vi har det godt, og at vi får det, vi gerne vil have. Lige nu og her. Hvis man ikke vil forholde sig til den stemme og kigge ind i mørket, ja så kommer man ikke så langt. Der er meget terapi, der er indrettet på den måde, altså mere teknisk,
hvor man ikke behøver kigge på de svære ting, men blot få det til at gå væk.
Om at lytte
For at vi virkelig kan lytte til et andet menneske, så kræver det, at vi kan lytte til os selv og være i stilhed. Stilhed er undervurderet i vores kultur. Vi er omringet af utrolig meget støj, de fleste af os fylder vores liv ud med støj, og vi tænker ikke så meget over det. Når vi kommer hjem, så tænder mange af os for eksempel fjernsynet eller radioen. Det hele skal køre, og derudover taler vi inde i vores egne hoveder hele tiden. Stemmen kører derudaf. Formålet med de dybere personlige transformationsprocesser er at stildne den stemme og at stildne sindet. Typiske tegn på, at vi gennemgår dybere processer og udvikler os, kan være, at vi ikke fylder vores liv så meget ud med støj.
Stilheden er for mig blevet en måde at være i verden på. Det betyder ikke, at der ikke sker noget i mit liv. Det betyder, at der er plads til, at jeg kan mærke livet. Alt det, der sker i livet, har en betydning, og når vi fylder det op med støj, så mærker vi ikke, hvad livet gør ved os. I stilheden kan vi lægge mærke til det og undersøge vores indre tilstande, og det kræver, at uroen er stildnet først.
Vi er nødt til selv at have erfaring med stilhed for at kunne guide klienter ind i et rum med stilhed, hvor de også kan undersøge deres indre tilstande. Der ligger utrolig meget vigtig information her. Vi skal kunne gå langsomt frem og lytte i stilheden til det, der bliver sagt med og uden ord. Og det kræver også, at vi kan lytte til os selv undervejs og bruge det som information i terapien.
Terapeutfaget er efter min mening noget, man skal blive ved med at udvikle sig i. Det skal være dynamisk og udviklende i terapirummet, så klient og terapeut er i et felt sammen, som er frugtbart.
Jeg har været supervisor og terapeut for mange unge terapeuter både herhjemme og i udlandet. I den forbindelse har jeg lagt mærke til, at mange bliver meget usikre, når de er færdiguddannede. Der er jo meget stor forskel på at være i en skolesammenhæng på et psykoterapeutisk institut eksempelvis, og så komme ud i den virkelige verden og skulle arbejde som psykoterapeut.
Når vi bliver grebet af usikkerhed, så går der alle mulige ting i gang, der kan gøre, at vi kommer til at tilpasse os klienterne. Vi kan komme til at glemme alt det, vi har lært og ende med at sidde i et overføringsfelt, hvor vi forsøger at give dem, de redskaber, råd og løsninger, de spørger efter. Det bliver ikke god terapi, og det er ikke godt for os som terapeuter.
Vi brænder ud på det, hvis vi kommer til at læne os for meget ind i at lave mere instrumentiel og teknisk terapi. Vi dør indeni, og vi mister lyset i vores øjne. Det har jeg set mange gange.
Det værste er, når vi føler et pres for at præstere og tror, at vi skal være perfekte terapeuter. Det findes ikke. Det kan lyde som en kliché, men det er en vigtig pointe, mener jeg.
Om utålmodighed
Typisk vil de mennesker, der opsøger mig, være i en form for krisetilstand, som de ønsker hjælp til at komme igennem. Jeg arbejder ikke kun med det eksistentielle, så jeg støder ikke kun på de temaer, når jeg møder klienter.
Et fænomen jeg ofte møder i terapi er utålmodighed. Jeg har en oplevelse af, at de fleste mennesker er meget utålmodige, og at de faktisk ikke ved det selv. De færreste identificerer sig med det, men det ligger meget til vores kultur, så jeg vil mene, at de fleste af os er ret utålmodige. Og det har også sneget sig ind i terapirummet.
For 20 år siden kom de fleste klienter ind ad døren og forventede, at terapi var noget, der tog lang tid, og at man skulle tale om sin barndom og alt det. I dag kommer folk løbende ind ad døren og vil have nogle redskaber til at få løst deres problemer hurtigst muligt. Det skal fixes nu og her. De har nærmest ikke tid til at sætte sig ned, før de skal ud og videre igen. Hvis man er påvirket af den utålmodighed og rastløshed, der gennemsyrer vores kultur, ja så bliver det pludseligt svært at sætte sig ned og arbejde med dybdegående processer. Derfor mener jeg, at noget af det vigtigste er at arbejde med folks utålmodighed. Gerne som noget af det første.
Hvis vi ikke forholder os til vores egen utålmodighed, så kan vi næsten ingenting. Det er et stort problem for psykoterapien, at den følger efter klienternes tempo og bliver redskabsorienteret, problemløsende og teknisk. I dag udbydes meget korte psykoterapiforløb, ja nogle varer måske kun 3 timer, og jeg mener, det er et problem, at vi ser denne udvikling. Jeg sidder som peer reviewer på forskningsartikler, og ser den her tendens udfolde sig på en måde, som kan betyde, at vi inden for få år måske ville kunne erstatte psykoterapi med kunstig intelligens. Psykoterapien udvikler sig i en retning, som på sigt kan gøre den overflødig, fordi den tekniske udgave ligeså godt kan varetages af en AI, der koster mindre og med færre overførings-issues.
Vores virkelighedsforståelse bliver mere og mere teknologiseret, hvilket betyder, at terapi også bliver mere og mere struktureret, målrettet og teknisk. Vi begynder at opføre os ligesom de maskiner, vi udvikler, og vi kommer til at tro, at vi er ligesom dem. Så vi ser flere og flere, der opsøger terapi og forventer at få nogle redskaber til at blive repareret og omprogrameret.
Det kan blive et grundlæggende problem, fordi det umuligør udvikling gennem det at opdage dybere lag af os selv, og udforske hvem vi egentlig er inde bagved. Vi kan ikke arbejde med dybdepsykologiske og åndelige temaer på den her tekniske måde. Jeg ser en tendens til, at folk opfatter, at der er noget galt med dem, som skal repareres, og at simple redskaber kan hjælpe dem med netop det. Det vidner om en forståelse af vores probelmer, som noget der skal fjernes og fixes. Frem for at forstå dem som noget, der rummer en mulighed, hvilket kan føles som en helbredelse i sig selv. Hvis man for eksempel oplever stress, så kan man opfatte det som noget, der skal fikses hurtigst muligt, så man kan komme tilbage på sit arbejde. Eller man kan opfatte stress som en naturlig kropslig og mental reaktion på, at man har været overbelastet i for lang tid.
Man har måske ikke levet på en hensigtsmæssig måde i en længere periode, og stresstilstanden kan ses som et symptom på dette. Det kan være kroppens og sindets måde at forsøge at hele sig selv på ved at kokse det hele, og så bliver det afgørende ikke kun at finde redskaber til at fjerne symptomerne men også at undersøge, hvad det er krop og sind kalder på for at kunne blive helet. Man kan se det som et sår, som heller ikke bare kan fjernes og overfladebehandles. Hvis det skal heles ordenligt, så skal man give det nogle gode betingelser for, at det kan hele bedst muligt.
Jeg opfatter dybdegående terapi som noget, der udforsker muligheder til, hvordan vi heler bedst muligt og hjælper med bæredygtig heling over lang tid frem for at få det fikset hurtigt. I virkeligheden handler dyb, personlig transformation om, at blive dem vi er. Det handler ikke om at blive noget andet.
Om spiritualitet – heling og bypassing
Jeg arbejder ikke med spirituel psykoterapi, men jeg er åben overfor, at klienter kan have interesser i spiritualitet, religion eller psykedelika. Ud fra et mere eksistentielt og dybdepsykologisk perspektiv har jeg dog også været opmærksom på den adfærd blandt enkelte klienter, som jeg i en artikel om emnet har kaldt for spirituelt misbrug. For nogle kan det være meget givende og berigende at bruge en spirtuel vej ind i personlig udvikling, men enkelte mister fodfæstet og bliver forført af det på en måde, hvor det ikke bliver udviklende og berigende men en ny flugtmekanisme.
En måde at afskærme sig fra virkelighedens realiteter, som tit kan føles nemmere end at gå ind i det svære og konfronterende, som er en del af selvudvikling.
Hvis man allerede har tilbøjelighed til misbrugs- eller undgåelsesmønstre, så er der ikke lang til, at spiritualitet kan blive en ny form for afhængighed og undgåelsesadfærd. Der er noget bypassing inden for det her felt, som vi ikke taler så meget om, og som bør komme mere frem i lyset.
Det er en faldgrube i moderne vestlig spiritualitet, fordi det er en videreudvikling af en grundlæggende tankegang om, at vi skal ud af mørket og ind i lyset. Vi kommer til at dyrke en kamp for lyset, hvor vi kæmper for det gode. Jeg mener, at det kan blive en forstærkelse af nogle undertrykkelses- og fortrængingsmekanismer i kulturen, hvis man for eksempel går ind i et spirituelt modus, hvor det hele handler om lys, kærlighed, det gode, og at vi skal tænke positivt om det hele. Så kommer man til at lukke af, for alt det andet vi mennesker er, og så bliver vi ikke integrerede.
Man kan ende med at bruge hele livet på at søge rundt inde i det paradigme, og man ser det som regel ikke selv. Derfor kan det være enormt følsomt som terapeut at tage fat på, fordi det kan have stor betydning for de klienter, der undersøger det spirituelle. Vi kommer ind og rører ved noget meget betydninsfyldt.
Jeg har en oplevelse af, at søgende mennesker – herunder terapeuter – kan ende med at blive fortabt i sin søgen og længsler, fordi mange spirutelle retninger har et pejlemærke, som går ud på at opnå fuldkommenhed, og det er et umuligt mål at opnå.
For mig handler åndelig udvikling ikke om at blive fuldkommen men om at blive hel og acceptere sin menneskelige fejlbarlighed. Vi må søge efter at blive integrerede ikke perfekte. Det skal vi også som terapeuter. Ellers bliver vi udbrændte, stressede og angste. Der er mange klienter, der kommer ind ad døren og appellerer til, at en terapeut skal have alle svarene og løsningerne, og det kan være besnærende for os at agere efter det, fordi vi kan have en tendens til at synes om at føle os perfekte og dygtige. Hvis man selv gerne vil være perfekt, så falder man hurigt i fælden, hvor vi vil vise, at vi selv har alle svarene og løsningerne. Så her er der også et modoverføringsfelt at være opmærksom på.
Om min personlige rejse
Når jeg kigger tilbage på mit liv nu, så oplever jeg faktisk, at det her med at blive psykoterapeut er noget, som livet har valgt for mig. Jeg har aldrig sat mig ned og tænkt, at jeg skulle være psykoterapeut. Der har ligget nogle muligheder foran mig, og så har livet skubbet mig i den retning.
Jeg har to sider af mig i min personlighed. Jeg har en praktisk side, som psykoterapeuten er en del af, og så har jeg en side, som er en mere åndelig og filosofisk side. Den sidste har fyldt rigtig meget i mit liv. Jeg har skrevet bøger og undervist om ting, der ikke direkte har haft noget med terapi at gøre, og det har været en stor drivkraft for mig. Og så har terapien ligesom fulgt med.
Personlig udvikling er noget, der kan blive ved hele livet. For mig er det foregået i nogle cyklusser. Jeg har først gået i egenterapi, og her var det vigtigt for mig at arbejde med det eksistentielle. Hvordan påtager jeg mig mit eget liv? På et tidspunkt valgte jeg så at starte mit liv forfra. Jeg havde en lederstilling på universitetet, som jeg sagde op uden at vide, hvad jeg skulle. Derfra begyndte den anden del af min personlige proces, og jeg gik gennem en langvarig proces, hvor jeg begyndte at arbejde med nogle mere filososfiske og spirituelle praksisser. Jeg gennemgik en åndelig opvågnen, som jeg endte med at skrive en bog om. Livskunsten hedder den, og den handler om den opvågningsproces, som jeg oplevede, hvor jeg blev mere bevidst og begyndte at forholde mig til mit eget liv på en helt ny måde. Jeg kunne genkende denne opvågningsoplevelse fra det, som bliver beskrevet mange steder i den mere oprindelige filosofi, og gamle praksisser har hjulpet mig gennem den udvikling. Efter det, tænkte jeg, at jeg var færdig. Men det var jeg ikke. Så begyndte jeg på den tredje cyklus, som indebar at arbejde med mere dybdegående processer, og jeg har brugt en del år på at prøve at genoplive nogle af de gamle visdomspraksisser fra den vestlige kultur. I dag får vi jo meget spiritulitet ind fra Østen, og det er det, som folk beskæftiger sig mest med, når de opsøger det spirituelle.
Jeg er optaget af, hvad det er, vi har fortrængt i vores egen kultur, og i den forbindelse var jeg i en periode interesseret i praksisser, der arbejder med det underbevidste – altså ikke kun de ubevidste, som man kender fra eksempelvis psykoanalysen. Via det underbevidste kan man finde ind til det, som jeg vil kalde for sjælen, og som er et begreb, man ikke arbejder så meget med i psykologien i dag. Det er faktisk nærmest bortskaffet. Det handler om at finde ind til, hvem man egentlig er.
Personligt har jeg blandt andet arbejdet med shamanisme, alkymi, drømme inkubation og andre transformerende praksisser, der indebærer et dybdegående arbejde med ens sind, følelser og bevidsthed for at opnå selvindsigt og forbindelse til en dybere side af virkeligheden.
Det skrev jeg også en dybdegående og ikke-akademisk bog om, Visdommens rum, som var henvendt til åndeligt søgende mennesker med en vis åbenhed og modenhed, og så troede jeg igen, at jeg var færdig. Men i mit tilfælde startede der faktisk bare en ny og fjerde cyklus hen imod det, som jeg befinder mig i nu, hvor jeg er optaget af at rive mig fri af det underbevidste, og hvor jeg udforsker min indre, personlige styrke og maskulinitet. Der er ikke nogen praksis forbundet med det længere, da jeg har udviklet et bevidsthedsfundament, som ikke længere behøver en praksis at læne sig op ad. Jeg opsøger ikke længere indre rejser, meditationer osv. Det er mere noget med at lære af at leve livet, som jeg er i det.
Jeg er et sted i mit liv nu, hvor jeg føler, at det at være psykoterapeut er et valg og et kald. Jeg oplever, at få alt det jeg har lært og erfaret samlet i det her rum, når jeg sidder med et andet menneske og går ind i de her processer. Jeg har en større og større oplevelse af, at jeg får integeret alle de sider af mig selv, som jeg har udforsket gennem mit liv; min egen personlige proces, det åndelige og og min filosofiske interesse og faglighed, blandt andet. Det er ikke vigtigt for mig længere at lave en masse ved siden af at være terapeut, og nu føler jeg virkelig, at jeg kan bidrage til at støtte andre mennesker gennem komplekse udfordringer, eksistentielle kriser og dybtgående transformationsprocesser.
Jeg har set min egen værste frygt i øjnene, og jeg er gået ind i mørket til det, som jeg er allermest bange for. Jeg har tilladt mig selv at være i min totale menneskelige afmagt, og jeg har tilladt mig selv at være i stilheden, helt uden støj udefra og lytte til, hvad der faktisk foregår. Når man har været dér, kan man hjælpe andre med at gennemgå dybere, personlige udviklingsprocesser, som kan bidrage til større ro og frihed i livet. Og det kræver eget personligt arbejde fra terapeutens side. Jeg tror på, at vi udvikler os for at kunne hjælpe andre. Jeg er meget optaget af terapeuters egenterapi og de processer, som jeg opfatter som en form for indvielsesprocesser.
Om dybdegående transformationsprocesser og at finde sin vej
De praksisser og forståelsesrammer, jeg har arbejdet med som filosof og i mit private liv, har ikke været de samme som dem, jeg arbejder med som professionel psykoterapeut. Som selvstændig psykoterapeut arbejder jeg med en bred vifte af problemstillinger i almindelig samtaleterapi, og klienter kan have forskellige mål. Jeg er dog meget optaget af, hvordan man inden for rammerne af konventionel psykoterapi kan arbejde med dybdegående transformationsprocesser, hvor man kommer tættere og dybere ind i, hvad det vil sige at være et helt menneske; Hvem er man egentlig? Her bliver man nødt til at arbejde med nogle andre ting end blot de traditionelle eksistentielle
perspektiver på tilværelsen, og blandt andet derfor inddrager jeg også dybdepsykologi i terapien.
I øjeblikket beskæftiger jeg mig med at formulere min egen tilgang til terapi. Jeg er igang med at skrive de ting ned, som jeg arbejder med selv. Jeg arbejder med integrerende eksistentiel terapi, der går længere end almindelig eksistentiel terapi ved at inddrage dybdepsykologi, og lige nu og de kommende år er det vigtigt for mig at evaluere og dokumentere mine metoder. Ud over at være terapeut er jeg både uddannet inden for filosofi, videnskab, forskning og praksisudvikling, så det har altid været naturligt for mig at udgive artikler og bøger om mit arbejde. Foreløbigt har jeg blandt andet udgivet artikler om arbejde med resonans i supervision, psykoterapi til spirituelt misbrug og brug af psykoterapi som overgangsritual for unge mænd.
Vi har forskelige udviklingsmuligheder som mennesker, og jeg har et meget cyklisk syn på det at være menneske. For de fleste mennesker, der kommer i terapi, vil det handle om at få styr på deres eget liv. Det vil man også beskæftige sig med inden for eksistentiel terapi; altså hvordan kan jeg påtage mig det liv jeg har og acceptere mig selv, som den jeg er? Qua min egen proces gennem livet er jeg blevet mere og mere interesseret i at undersøge, hvordan man så kommer videre derfra, hvis man hører til dem, som skal endnu længere i sin udvikling end det. Og det mener jeg ikke er så godt beskrevet i de fleste af terapibøgerne. Ofte stopper klienter i terapi, når de har fået afklaret deres værdier, har fået lindret nogle af deres begrænsende symptomer og er nået et godt stykke vej med at acceptere dem selv.
Det er ikke alle, der er nysgerrige på dybere terapi, og derfor er det selvfølgelig heller ikke alle, der skal det. Hvis der ikke er nogen nysgerrgihed, så er der ikke nogen drivkraft til udvikling.
Det der nogle gange kan ske er, at dem, der ikke føler behov for at udvikle sig så meget, bliver sure på de andre, og synes at personlig udvikling er noget pjat. Ja, vi er forskellige, men for nogle er det virkelig vigtigt at gå gennem nogle dybe udviklingprocesser, lære sig selv at kende og forstå hvem de er. De har måske nogle sår med sig, som de er blevet bevidste om, og som de gerne vil hele. Og det er her, der trænes duelighed i forhold til at kunne påtage sig det liv, man har og tage ansvar for sig selv ved ikke at være styret af alle sine sår og beskyttelsesstrategier.
Hvad er meningen med livet, hvorfor er jeg her? Nogle af disse mennesker kan ikke stille sig tilfreds med de overfladiske svar eller dem, der bliver givet henne i skolen. Man vil under overfladen og ind i dybdegående processer. Hvem er jeg inde bag ved? Hvordan får jeg integreret det underbevidste i mig? Hvordan forener jeg det maskuline og det femininie? Den mere dybdegående transformation handler meget om integration og om at bive et mere helt menneske. For nogen er det en længsel at udforske netop det. Som et lag under det bare at være nysgerrig på at lære sig selv at kende. En længsel efter at finde svar på, hvad livet er for noget og finde hjem til sig selv. Hvile i sig selv og finde ro. For nogle er det heller ikke nok, så de fortsætter udforskingen.
Anders Dræby har specialiseret sig i integrerende eksistentiel terapi, hvor han kombinerer eksistentiel terapi med dybdepsykologisk terapi for at hjælpe klienter med at opnå helhed, balance og formål i deres liv. Anders er uddannet professionsdoktor i eksistentiel terapi fra Middlesex University og har en certificering i psykoterapi fra Regents University London med fokus på psykodynamiske, integrative og humanistiske tilgange. Ud over sine internationale kvalifikationer har han også danske uddannelser inden for psykologi, sundhedsvidenskab, filosofi og idehistorie. Anders har lavet empirisk forskning i klienters læring i psykoterapi, og han fungerer som faglig bedømmer på International Journal of Psychotherapy. Desuden har han udgivet adskillige artikler og bøger om psykoterapi og andre emner. Anders arbejder som selvstændig terapeut og supervisor med egen praksis i København og online. Han har en stor indsigt i eksistentielle, bevidsthedsmæssige og dybdepsykologiske processer, som han bruger til at hjælpe folk med at få selvindsigt og styrke deres evne til at håndtere livets udfordringer.
Du kan læse mere om Anders og hans praksis på hans hjemmeside: https://livsduelig.com. Hvis du ønsker direkte kontakt, kan du også sende en mail til Anders på anders@livduelig.com