Om psykoterapeuten som ikke-ekspert
For længe siden, da klassisk psykoanalyse var den fremherskende terapiform, var terapeuten en ophøjet og lærd autoritet, der havde til opgave at fortolke klientens udsagn og komme med hypoteser og indsigter.
Moderne psykoterapi har udviklet sig fra denne form og stiller sig meget anderledes. I dag ved vi, at forandring og vækst sker, når klienten selv gør arbejdet – kompetent støttet af en empatisk, nysgerrig og ikke-dømmende terapeut, som ikke tolker, som ikke har projekter på klientens vegne, og som ikke gør sig til ekspert på klienten.
Klienten er nemlig ekspert i sit eget liv. Det kan vi som psykoterapeuter aldrig være. Den dygtige psykoterapeut hjælper sin klient med selv at opdage vigtige mønstre og temaer – og støtter klienten i selv at opdage sine egne valg- og handlemuligheder. I terapien ligger det centrale, forandrende arbejde med andre ord hos klienten.
Det lyder enkelt fra terapeutens perspektiv, men det er det ikke. Det kræver, at vi som psykoterapeuter sidder på vores hænder og holder tolkninger og hypoteser for os selv, og i stedet indtager en udforskende og ledsagende rolle.
Hver gang vi af et godt hjerte giver vores klient gode råd eller byder på tolkninger eller hypoteser – noget, vi som mennesker konstant bliver fristet af – tager vi lidt af magten fra klienten, og svækker hans eller hendes følelse af, at det faktisk er muligt at magte sit eget liv og træffe sine egne valg.
Den vanskelige og disciplinkrævende position som ikke-ekspert er en meget central del af undervisningen på Psykoterapeutisk Institut. Den er indlejret i de dominerende terapeutiske retninger, som skolen baserer sig på, nemlig den humanistiske og den eksistentielle terapi.
Den bærende holdning er, at vi hver især er ansvarlige for vores eget liv, vores handlinger, vores tilvalg og fravalg. Vi er også som mennesker fælles om at skulle håndtere livets grundvilkår og udfordringer, og finde vores egen måde at leve med dem på. I dette står klient og terapeut som medmennesker ganske lige.
Derfor skal vi som psykoterapeuter indtage rollen som ligeværdig ledsager, ikke som ekspert.
Vi tilstræber altså at forstå og møde den enkelte klient udelukkende ud fra hans eller hendes egen oplevelse af sig selv og sin tilværelse – og gør dermed denne oplevelse til terapilokalets sande autoritet.
– Marianne Voigt