Book en tid
Nela Gorovic
TERAPI til reduceret pris
Nogle mennesker opsøger terapi med et konkret tema, der udspiller sig, som f.eks. nyligt tab og sorg, sygdom eller andre livsomvæltende begivenheder, der får ens fundament til at ryste, og som man har brug for at få bearbejdet. For andre kan det være mere diffust og uhåndgribeligt, og man kan have svært ved at sætte ord på, hvorfor man har det svært. Det kan være at man længe har taget tilløb til at søge hjælp, enten fordi man har negligeret tilstanden, manglet overskud til at tage sig af det, eller fordi det føles usikkert at kigge på det. Uanset, hvad du kommer med, er du velkommen. Samtalen tager udgangspunkt i din situation her og nu, og vi kan i tryghed sammen udforske, hvad der rører sig i dig.
Der kan være mange grunde til at opsøge terapi, Måske genkender du dette…
- Du har et ønske om at forstå dine følelser, tanker og reaktioner bedre?
- Du oplever et tilbagevendende mønster i dine relationer, som du gerne vil forstå og frigøre dig fra?
- Du er meget optaget af hvad du “burde”, “skulle” og i det hele taget forventninger til dig udefra?
- Du mangler en grundlæggende fornemmelse af mening og føler ikke, at du lever ud fra dine værdier?
- Du har svært ved at mærke dine behov eller grænser, eller du har tendens til at overhøre dem med efterfølgende uønskede konsekvenser?
- Du har en stærk indre kritiker, som overtager styringen og står i vejen for noget, du gerne vil?
- Du prioriterer andres behov først og har svært ved at prioritere omsorg og aktiviteter for dig selv?
- Du er ramt af stress, måske gentagende gange, uden at forstå hvorfor og hvordan du undgår det?
- Du synes familielivet er udfordrende, og du er fastlåst i mønstre, som du ønsker at bryde med din partner eller dine børn.
Om mig:
Jeg hedder Nela, er uddannet læge fra 2013 og psykoterapeutstuderende på 4. år på Psykoterapeutisk Institut i København. Jeg har mange års erfaring med at arbejde med mennesker i sårbare situationer og kriser af forskellig art. Derudover er jeg også uddannet Yin yogalærer og underviser i flere regi. Jeg er meget optaget af forholdet mellem krop-sind-psyke-hjerte samt eksistentielle temaer. I terapien hos mig vil der bl.a. være et fokus på at styrke kropsbevidstheden og lære hvilken vigtig information vores kropssignaler bidrager med.
Praktisk:
En session varer 60 min. og koster 400 kr. (træningsklient pris). Terapien foregår enten i terapilokale ved Holte Midtpunkt eller i lokaler på Psykoterapeutisk Institut i København K, Nørre Farimagsgade. Jeg har tavshedspligt og følger de etiske retningslinjer fra Dansk Psykoterapeut Forening. Betaling kontant eller med Mobilepay. Du er altid velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere eller afklare om et terapiforløb kunne være noget for dig på tlf: 28514779 eller gorovicnela@gmail.com.
Læs mere her: www.nelagorovic.dk
-Nela Gorovic