Vi bliver til i andres blik
Om at arbejde med spiseforstyrrelser, skam og psykoterapi i grupper.
Mød Trine Svarrer, psykoterapeut med speciale i spiseforstyrrelser (www.trinesvarrer.dk)
Indlægget er en del af serien Mødeøjeblikke – et glimt af underviserne på PI.
Fortalt til Amalie Himmelstrup, psykoterapeutstuderende på 4. år (@himmelstrup_terapi)
“Vi skal kunne evne – på en blid og kærlig måde – at støtte klienten til at se klart i deres eget liv. En del af det indebærer også, at vi kan stå – og holde – fast, når det bliver svært. Når noget bliver smertefuldt, så har vi jo som mennesker en tendens til gerne at ville væk fra det.”
Om skamreduktion og gruppefelter
Vi bliver til i andres blik, og vi har en tendens til at internalisere de stemmer vi har hørt meget i vores liv.
Skam spiller en helt central rolle, når vi arbejder med spiseforstyrrelser, og den udspiller sig i mange lag og niveuaer. Så når vi arbejder psykoterapeutisk som led i behandlingen af
spiseforstyrrelser mener jeg, at en god forståelse af skam som fænomen er meget centralt. Herunder er det væsentligt at vide noget om følgende spørgsmål; hvordan forstår vi begrebet skam, hvordan forstår vi selvbeskyttelsesstrategier, og hvordan forstår vi spiseforstyrrelser i sammenhæng med disse?
Det er forskelligt hvordan skam relateres til udviklingen af spiseforstyrrelser, men der er tit nogle meget tidlige skammekanismer på spil som kan resultere i en form for generel tilbagetrækning hos den, der er berørt. Derved får personen ikke dækket sine grundlæggende nærheds- og omsorgsbehov, og det er derfor helt centralt at have øje for dette aspekt undervejs i psykoterapien.
Skam kan trække tråde tilbage til vores barndom i forhold til, om vores nære omsorgspersoner har været i stand til at give os den omsorg og kærlighed, vi havde brug for. Hvis vi på et eller andet plan ikke har følt os elskede og passet godt på, så kan det resultere i tilegnelsen af en dyb, subtil skamfølelse, som vi bærer med os gennem livet. Vi kommer til ikke at føle os værdsat som person føler os ikke rigtig værd at elske, og det kan være svært at få øje på selv. Derfor kan vi have brug for et psykoterapeutisk rum, hvor det kan addresseres og undersøges. Hvis vi beskytter os selv i en grad, der distancerer os fra andre mennesker, så kan vi få svært ved at finde en kæreste eller have nære relationer, og det bliver svært at få den omsorg og medfølelse, som vi allesammen har brug for. Nogle har et stort fokus på at præstere eller arbejde (for) meget. På den måde kan en spiseforstyrrelse sammenlignes med afhængighed, hvor man via en bestemt adfærd eller substans dulmer et smertepunkt eller nogle svære følelser. På den korte bane kan det føles godt, men på den lange bane har det negative konsekvenser.
Jeg har gennem de sidste 20 år arbejdet meget med spiseforstyrrelsesbehandling i grupper. Jeg synes, at gruppeterapi er et vidunderligt format. I en gruppe kan man øve mod til at vise sig, tale om sig selv og forbinde sig ind i et fællesskab, og det er meget skamreducerende. Vi kan simpelthen blive bedre til at forstå os selv og vores adfærd.
“Mange mennesker, der er berørt af en spiseforstyrrelse har oplevet at være blevet mere eller mindre traumatiserede i relationer, og derfor giver det også mening, at helingen kan finde sted i et relationelt fællesskab. Min erfaring gennem 20 år siger mig, at det har meget stærke helende kræfter, når vi bliver mødt i en gruppe og føler, at vi hører til i et fællesskab.”
Det er klart, at det ikke er et tilfældigt fællesskab, der heler de dybe sår, og der er i forbindelse med spiseforstyrrelser brug for et fællesskab, der benytter sig af nogle terapeutiske metoder. I den forbindelse ser jeg metoder og teorier især fra den narrative metode som meget gavnlige. Bevidning er for eksempel en metode, som er virkelig god “medicin” mod skam. Bevidning i den narrative praksis er en rammesat proces, hvor gruppedeltagerne lytter til og bekræfter hinandens historier og på en respektfuld og ikke-dømmende måde. Det indebærer, at “vidnerne”, som gruppedeltagerne kaldes, bekræfter og reflekterer over den fortalte historie, hvilket kan hjælpe personen med at se sin situation fra nye perspektiver, styrke deres identitet og skabe en følelse af fællesskab og støtte. Bevidning fokuserer på at skabe en respektfuld og ikke-dømmende ramme,
Det giver mening at forstå mennesker i en kulturel kontekst, hvilket også kan reducere skam.
Jeg er primært funderet i det fænomenologiske, narrative felt, hvor det er undersøgelsen, der er i fokus. Antagelser og sandheder fra terapeutens side bliver parkeret, og så undersøger vi klientens indre livsverden. Fra det fænomenologiske ståsted insisteres der på at undersøge og folde ud, og den narrative tilgang står på et kulturpsykologisk fundament, hvor kulturen hele tiden holdes op som et prisme til at forstå menneskers adfærd. Det er med til at kvalificere og brede forståelsen af menneskers adfærd ud, så det ikke kun handler om individet, og at det bare er mig, der er noget galt med.
De fleste tilgange kan selvfølgelig noget hver for sig, så jeg helliger mig ikke at tro dogmatisk på én tilgang. Jeg finder det gavnligt at være bredt funderet.
Om at arbejde med spiseforstyrrelser
Jeg underviser i spiseforstyrrelser på PI, hvor jeg forsøger at bidrage med en grundig og generel introduktion til spiseforstyrrelser som fænomen; hvordan forstår vi det psykisk, socialt, kulturelt, kulturpsykologisk? Vi kommer også omkring, hvordan spiseforstyrrelser behandles i Danmark, og hvordan vi kan og skal gribe det an, når vi møder mennesker berørt af spiseforstyrrelser i vores praksis.
Jeg synes faktisk, det er verdens bedste job og jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet. Jeg kan rigtig godt lide at være mennesker til hjælp, som af en eller anden grund kan være faret lidt vild i sig selv og i sine mestrings- og beskyttelsesstrategier. Strategierne har på sin vis hjulpet dem i deres opvækst, men i voksenlivet begynder de at vende dem ryggen. Her kan der være brug for støtte til at finde en klarhed og en mere venligsindet vej i livet. Og måske er der et behov for at bearbejde nogle af de ofte smertefulde udfordringer, som har været til stede.
Jeg er oprindeligt uddannet socialrådgiver. Mine forældre havde plejebørn, så ret tidligt blev jeg opmrksom på, at der var mennesker, der havde nogle andre fsociale betingelser end mig. Det var på godt og ondt, da det også er udfordrende at være et biologisk barn, når der kommer plejebørn med sociele udfordringer ind i ens hjem. Men altså, det vakte mit sociale engagement og nysgerrighed på at blive socialrådgiver, og det blev jeg. I begyndelsen af mit arbejdsliv stødte jeg på mange mennesker med psykosociale udfordringer, og jeg erfarede ret hurtigt, at jeg var nødt til at få noget mere uddannelse, hvis jeg skulle være mennesker ordenlig til hjælp og støtte. Jeg havde brug for nogle flere kommunikative og metodiske værktøjer.
Spiseforstyrrelser er mit speciale, og jeg har beskæftiget mig med næsten alle aspekter af spiseforstyrrelser i mere end 20 år. Jeg har arbejdet i voksenpsykiatrien i 10 år, blandt andet som behandler på Psykoterapeutisk Center Stolpegården. De seneste 9 år har jeg været behandlingsansvarlig i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. I dag arbejder jeg primært som selvstændig psykoterapeut med individuelle samtaler og grupper i egen praksis.
Det er et forholdsvist lille speciale, men det er et meget komplekst felt, og der er flere forskellige slags spiseforstyrrelser, så derfor oplever jeg, at der er rigeligt at tage fat på. Det er utrolig interessant, og jeg er meget optaget af at være mennesker til hjælp, som vil ud af en spiseforstyrrelse.
En spiseforstyrrelse kan ses som en form for mestringsstrategi, og rigtig mange fortæller, at de begyndte at udvikle spiseforstyrrelsen i en periode, hvor de stod lidt for meget på tæer i deres liv. Der fremkommer ofte et billede af et tidspunkt, som har været svært og hvor der har været behov for at håndtere de aktuelle udfordringer, og her bliver spiseforstyrrelsen en strategi til det. Der kan tit forklares en udløsende årsag eller forandring i livsomstændigheder; mor og far blev skilt, jeg startede i gymnasiet. min veninde flyttede, der var nogle svære konflikter i min venindegruppe eller lignende.
Jeg er stadig meget optaget af at udvikle psykoterapeutiske samtaler, hvorigennem mennesker, der er berørt af spiseforstyrrelser, får mulighed for at kunne tale om deres liv og udforske deres situation i en historisk kontekst. Det kan udvide forståelsen for, hvorfor mad, krop og vægt er kommet til at fylde næsten hele deres tankevirksomhed.
“Jeg mener, at de kulturelle krops- og sundhedsidealer, som vi abonnerer på i vesten, producerer virkelig meget utilstrækkelighed og forkerthedsfølelse hos mange af os. Vi føler os forkerte, når vi ikke lever op til idealerne om den perfekte eller sunde krop, og vi prøver at tilpasse os idealerne på en usund måde.”
Der er ikke meget plads til kropsdiversitet i samfundet, og jeg mener helt generelt, at det er vigtigt at have det kulturelle aspekt for øje i terapien – udover det intrapersonelle. Vi ser for eksempel en tendens i vores kultur til at opfatte overvægt som et individuelt anliggende, og mange opfatter overvægtige mennesker som nogen, der bare skal tage sig sammen eller lette røven, og det aspekt bør inddrages som en legitim forståelsesramme.
Om terapeutrollen
Menneskeligt nærvær, tilstedeværelse og engagement er nogle af de menneskelige egenskaber, det kræver, at være en god terapeut. Vi skal kunne evne – på en blid og kærlig måde – at støtte klienten til at se klart i deres eget liv. En del af det indebærer også, at vi kan stå – og holde – fast, når det bliver svært. Når noget bliver smertefuldt eller ubehageligt, så har vi jo som mennesker en tendens til gerne at ville væk fra det. Derfor skal vi turde at holde nænsomt fast i det og undersøge det sammen med klienten. Og så er det selvfølgelig vigtigt at være godt teoretisk funderet og kunne sit stof. Det kan også være meget gavnligt at være opdateret på, hvad der rører sig inden for feltet. Eksempelvis har jeg gode erfaringer med at kunne anbefale mine klienter en bog med et relevant eller aktuelt tema og sige, ved du hvad, jeg har lige læst den her nye bog Skamfuld af Christian Hjortkjær, som måske ville kunne sætte perspektiv på dine udfordringer. Kunne du have lyst til at vi læser den sammen og gør os lidt klogere på noget af det, du står i?
Jeg vil desuden anbefale, at man som terapeut får supervision og har et godt kollegaskab for øje, så man udvikler sig og samtidigt passer godt på sig selv. For at kunne stille sig selv til rådighed på den måde vi gør, og for at kunne holde til det i længden, så er det vigtigt at tage godt vare på os selv og lytte til vores egne behov. Ikke kun klientens.
For mig var det godt at starte ud med at arbejde i et kollegialt og tværfagligt fællesskab, som jeg gjorde i min stilling i psykiatrien. Jeg ville ønske, at praktikophold, frivilligt arbejde eller deltidsstillinger var normalen for nyuddannede, og jeg vil anbefale, at man selv opsøger nogle lignende kontekster, hvis det er muligt. For mig var det afgørende at arbejde sammen med læger, psykologer, sygeplejersker og fysioterapeuter og få indblik i et fagligt miljø. Jeg kunne læne mig ind i et tværfagligt fællesskab, hvor jeg kunne lære en masse fra folk med mere erfaring end mig selv. Der er jo virkelig mange spørgsmål, når man er ny i feltet, og her kan det hjælpe ikke at føle sig helt alene.
Trine Svarrers terapeutiske baggrund er psykoterapeut MPF, specialist i narrativ terapi fra DISPUK. Hun er særlig optaget af relationen mellem traumer, angst og spiseforstyrrelser og i at integrere kroppens responser i det psykoterapeutiske behandlingsarbejde. Trine har i sit terapeutiske arbejde et særligt fokus på traumearbejde, skam samt følger af følelsesmæssigt svigt.
Udover at supervisere på en række familie- og behandlingsinstitutioner arbejder hun til daglig som selvstændig psykoterapeut MPF med egen praksis i København.
Med en omfattende baggrund som socialrådgiver, supervisor og psykoterapeut har Trine en solid viden og stor terapeutisk erfaring inden for spiseforstyrrelser.
Hendes mangeårige arbejde både i psykiatrien ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård, Region Hovedstaden og som behandlingsansvarlig i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har givet hende en dyb indsigt i behandling og håndtering af spiseforstyrrelser.
Derudover er Trine foredragsholder og forfatter til en lang række faglige artikler om spiseforstyrrelser og narrativ terapi og har derudover de seneste seks år været tilknyttet DISPUK som ekstern konsulent og underviser.